
Kan jeg få rettet oplysninger på min straffeattest?
Oplysninger på din straffeattest, som er urigtige eller vildledende eller uden politimæssig interesse, skal rettes eller slettes.
Oplysninger på straffeattesten stammer fra Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregistret). Hvis oplysningerne er forkerte eller vildledende eller uden politimæssig interesse, skal de rettes eller slettes. Det fremgår af § 8 i Bekendtgørelse om behandling af personoplysninger i Kriminalregistret:
“Oplysninger, der viser sig urigtige eller vildledende eller uden politimæssig interesse, skal snarest muligt berigtiges eller slettes”
Det fremgår af § 17 i lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger, at den dataansvarlige efter anmodning fra den registrerede uden unødig forsinkelse skal berigtige oplysninger, der viser sig urigtige. Rigspolitiet er den dataansvarlige myndighed for Kriminalregistret. Det er derfor Rigspolitiet, du skal kontakte for at få rettet eller slettet ukorrekte oplysninger på din strafferet.
Oplysninger i Kriminalregistret er undergivet automatiske (maskinelle) sletterutiner, men du kan også anmode om sletning af oplysninger, der ikke længere må opbevares. Slettereglerne afhænger af, hvilke bestemmelser i straffeloven der er registreret, afgørelsestyperne og den registrerede persons alder. Reglerne om sletning findes i Cirkulære om registrering mv. af oplysninger i Kriminalregisteret.
Hvad hvis det er selve dommen på en straffeattest, som er urigtig? I det tilfælde kan politiet ikke foretage en berigtigelse, men du må anmode domstolene om at genoptage din sag efter reglerne herom i retsplejeloven.