Anbringelser af børn og unge

En anbringelse består i, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet.

Anbringelser sker med meget forskellige begrundelser. Fælles er, at det handler om, hvad der er nødvendigt for at sikre barnets trivsel, udvikling og fysiske og psykiske sikkerhed. Betingelserne fremgår af barnets lov § 46 og er gengivet nedenfor.

Selve anbringelsen sker typisk til det nærmeste netværk (f.eks. mormor og morfar eller andre), plejefamilie, opholdssted eller døgninstitution.

Man skelner mellem anbringelse med samtykke og anbringelse uden samtykke. De fleste anbringelser i Danmark sker med samtykke, hvilket betyder at forældrene er enige i anbringelsen. De sidste kaldes tvangsanbringelser. Her er kravet, at “det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets eller den unges særlige behov for støtte”. Det fremgår af barnets lov § 46, stk. 1.

Hvis forældrene og en ung, som er fyldt 15, ikke samtykker, er kravene til en anbringelse strengere. Det kræves efter barnets lov § 46, stk. 2, at “der er en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af […]:

Anbringelsessager starter typisk med en underretning om bekymring til kommunen. Når kommunen modtager en underretning, skal den vurdere, om der skal foretages yderligere skridt i sagen. Det er langt fra alle underretninger, som kommunen vælger at gå videre med. Hvis kommunen går videre med sagen, iværksætter den en børnefaglig undersøgelse. Dette følger af barnets lov § 20. Formålet med undersøgelsen er at fastslå barnets og forældrenes behov for støtte mv. i hverdagen. Konklusionen på den børnefaglige undersøgelse kan blandt andet være, at familien skal have støtte i hjemmet, eller at barnet skal støttes i sin skolegang eller andet. I særlige tilfælde vil konklusionen på den børnefaglige undersøgelse være, at en anbringelse uden for hjemme vil være det mest hensigtsmæssige for barnet.

Hvis kommunen beslutter at anbringe et barn, skal den udarbejde en handleplan. Handleplanen beskriver den indsats, der skal ydes over for det anbragte barn. Heri indgår årsagen til anbringelsen samt de mål og tiltag, der skal arbejdes med under anbringelsen for bedst muligt at støtte barnets udvikling. Det er vigtigt, at både barnet / den unge samt forældrene inddrages i udarbejdelsen af handleplanen, i det omfang det er muligt. Herved sikrer man nemlig at både barnet og forældrene samarbejder mod at nå et fælles mål.

Hvis behovet for en anbringelse ikke kan afvente, at børne- og ungeudvalget behandler sagen, kan formanden træffe en foreløbig afgørelse. Det følger af barnets lov § 143. Herefter skal anbringelsen forelægges Børne- og ungeudvalget til godkendelse snarest muligt og inden 7 dage.

Når et barn anbringes uden for hjemmet, er kommunen desuden forpligtet til at føre tilsyn. Kommunen skal både føre tilsyn med anbringelsesstedet og sikre sig, at det fortsat er i stand til at opfylde det anbragtes barns behov (det driftsorienterede tilsyn). Derudover skal kommunen føre tilsyn med barnet med henblik på at fastslå, at den hjælp, der er sat i gang, fortsat er relevant for barnet (det personrettede tilsyn).

Når en kommune har truffet afgørelse om anbringelse, kan man som part i sagen klage over afgørelsen til Ankestyrelsen. Følgende personer er parter i sager om anbringelse:

• De personer, der har forældremyndigheden
• Barnet selv, hvis vedkommende er over 12 år
• Den af forældrene, der ikke har forældremyndigheden, men som afgørelsen stadig påvirker.

De fleste klagesager, der behandles i Ankestyrelsen, omhandler sager om tvangsanbringelse, da sådanne anbringelser netop sker uden forældrenes samtykke, hvorfor de ofte vil være uenige i afgørelsen.